Man skal ikke være en “zombie der kun har skole i hovedet.”

Næsten halvdelen af landets studerende føler sig stressede i hverdagen.

”Jeg tror, at det er rimelig kendetegnende for den her generation, at vi som regel har ret mange bolde i luften og har meget at se til.”
Fotograf: Sofie Nørgaard-Larsen

Af Sofie Nørgaard-Larsen, 57827@dmjx.dk

Sociale arrangementer, perfekthedsidealer, familie og venner der skal passes og en omgang fritidsinteresser oven i skaber en presset hverdag for mange studerende.

Clara Seigneuret på 23 år er lige startet på Danmarks Medie- og journalisthøjskole efter 3,5 års sabbatår. I rygsækken har hun et hav af rejser og fritidsinteresser, men nu kommer det i karambolage med en ny hverdag fyldt med struktur og korte deadlines.

”Hvad jeg allerede kan mærke efter den første uge, så tror jeg, at jeg får et problem med at have timer nok i døgnet,” siger hun.

En undersøgelse fra 2022 udført af Djøf viser, at næsten hver anden studerende føler sig ’i nogen grad’ stressede i hverdagen. Derudover er der 24 procent, der er stressede i en høj grad eller meget høj grad. De unge vil gerne meget og hele tiden.

“Man gør rigtig mange ting på samme tid. Det tror jeg, giver os en eller anden ide om, at vi er supermand, og vi kan vi kan alt og nå alt på den halve tid,” siger Clara Seigneuret.

Samtidig skal man præstere på mange fronter ikke kun studiet, men også socialt, venner, familie og udseende, bare for at nævne en lille smule. Dette er også noget hun kender til.

”Jeg vil gerne deltage i alle de sociale arrangementer, der også er i forbindelse med rus-forløbet. Og så vil jeg også gerne være med i nogle foreninger. Altså der er meget jeg gerne vil deltage i. Plus jeg gerne vil nå at træne ofte,” siger hun

Forebyggelse

Direktør for Danske Universiteter Jesper Langergaard fortæller til Djøf, at trivslen er noget de har fokus på især efter Covid-19. Her fremhæver han en åben dialog og studiestarten.

”Vi ved, at inkluderende, faglige fællesskaber fremmer trivsel. Derfor har alle universiteter stort fokus på studiestarten,” siger han.

Clara Seigneuret har allerede har gjort sig nogle overvejelser omkring den nye hverdag. Hun forsøger at være på forkant med så meget som muligt og planlægge sin uge.

Regeringens Trivselskommission forventes at offentliggøre deres anbefalinger i starten af 2025.

[2.315 tegn]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *